.
...Es hat mich sehr erfreut."
De sidste år af kejser Franz Josef I's liv, som endte i 1916, var præget af ovenstående, intetsigende udtalelse.
Uanset hvad "folket" præsenterede ham for.
Fornyligt læste jeg i en bog af den østrigsk-jødiske forfatter Soma Morgenstern, at kejseren i sin tid, da han troede, han bare sagde sin beskedne og ikke-kvalificerede mening om den nybyggede "Wiener Staatsoper", havde fået sit livs største chok, fordi hans "uskadelige " kommentar, hans amatørskøn, kom til at trække død og ødelæggelse efter sig.
Da "Statsoperaen" endelig stod der, fremkaldte bygningen, som den slags så tit gør, en strøm af ubehagelig kommentarer og vittigheder, fordi dens nederste etage er tydeligt lavere end de to øvre, hvilket kunne give det indtryk, at bygningen har "sat" sig - at den er sunket et stykke efter færdiggørelsen..
At den i virkeligheden er ved at blive opslugt af jorden.
Den ene af de to arkitekter gik fra forstanden og landede for resten af sit liv i "Am Steingrund" - den dengang største galeanstalt i Østrig.
Den anden arkitekt appellerede til kejseren om at fremkomme med en vurdering af bygningen. Han skrev til Franz Josef personligt, om "kejseren delte den opfattelse, at bygningen lå for lavt?"
Franz Josef svarede, at "det kunne da godt være, at den så sådan ud".
Hvorefter arkitekten begik selvmord.
Kejseren havde dengang allerede oplevet, hvordan hans søn, tronfølgeren prins Rudolf, begik selvmord, fordi han ikke måtte få den kvinde, han elskede.
Eller også, hvilket forekommer langt mere sandsynligt, blev Rudolf aflivet af det kejserlige politi, fordi ungarerne ville have ham som konge og derefter løsrive landet fra det "dobbeltmonarki", Franz Josef som kejser havde ansvaret for.
Ved den lejlighed rystede kejseren ikke på hånden, fordi det angik selve kejserdømmets, og dermed Habsburgerfamiliens, fortsatte eksistens på "højeste niveau".
På trods af en prins, en søn, der, officielt, havde begået selvmord.
Hans elskede kejserinde, Elizabeth, blev myrdet af en sindsforvirret skrædder under et ferieophold.
Det håndterede Franz Josef uden problemer. Ikke mindst, fordi kejserinden, ved at føde nogle børn og derunder en dreng, havde gjort sin pligt over for såvel den katolske kirke som over for Habsburgerfamiliens kejserdømme.
Franz Josef var ubønhørlig i sine domme, når det drejede sig om den katolske tro og Østrig-Ungarns velfærd, men han havde ikke forestillet sig, at hans beskedne overvejelser over et stykke arkitektur ville kunne udløse så voldsomme konsekvenser som et selvmord - hvilket dengang var en absolut udtilgivelig dødssynd, der helt sikkert medførte evig fordømmelse til Helvedes flammer.
Også for den, som måtte have drevet selvmorderen ud i desperation. Altså kejseren selv.
Da Franz Josef opdagede, at hans "skøn" var endnu mere ødelæggende end hans tit meget brutale "domme" over forbrydere, ophørte han helt med at gøre sig ikke-juridiske, derunder ikke-kanoniske, overvejelser, og for resten af sit liv svarede han bare med den intetsigende kommentar, som indledte historien her.
Fordi "et skøn" er uden grænser, hvilket betyder, at man aldrig kan gøre sig fri af det, hvorimod en dom har en afslutning på et eller andet tidspunkt, hvorefter man så kan regne med at kunne genoptage en eller anden form for normal livsførelse.
"Skønnene" er dødsensfarlige, fordi de normalt ikke kan underkastes en nøjere vurdering, men alene kan mødes med alternative skøn, som selvsagt er helt legale, men i virkeligheden tit er lige så diffuse, som det skøn, man eventuelt ønsker at få ændret.
Den franske videnskabsmand Ernst Renan skrev i forordet til sit fembinds værk "Jødernes historie", følgende:
"Die Geschichte des alten Judentums ist das Beispiel, an dem man den Antagonismus politischer und sozialer Fragen am besten erkennen kann. Die israelitischen Denker waren die ersten, die sich gegen die Ungerechtigkeit der Welt empörten und die sich gegen die Ungleichheiten, Mißbräuche und Bevorzugungen, ohne die es keine Armee und keine starke Gesellschaft giebt, nicht länger ertragen wollten. Sie gefährdeten die Existenz ihrer kleinen Nation, begründeten aber zugleich den religiösen Bau, der unter den Namen: Judentum, Christentum, Islam, der bis zu unseren Tagen ein Obdach gewährt hat. Es liegt darin eine Lehre, über die unsere modernen Völker nie genug nachdenken können. Die Nationen, die sich den sozialen Fragen ergeben, gehen zu Grunde..."
I kort referat, siger Erst Renan, at hvis jøderne ikke havde haft deres evindeligt moraliserende "profeter", ville landet være endt som endnu et ubetydeligt, mellemøstligt stykke kongedømme, med en ligegyldig hovedstad, Jerusalem, der ville være lige så intetsigende som så mange andre, historiske kongebyer i den del af verden.
Blandt andet derfor fulgte Europas socialdemokrater så nøje med i det, der fra 1917 og fremefter skete i den nyoprettede "Sovjetunion" - ville det her, for første gang og imod enhver erfaring, lykkes at skabe et menneskevenligt samfund med en samarbejdende befolkning, uden samtidigt at gå politisk til grunde som militærmagt?
Vi her, meget senere, kender svaret: Nej! Det lod sig ikke gøre.
Og så er vi fremme ved Danmark i dag med alle sine "konkrete skøn", sine militære ambitioner, sine forsøg på at opretholde et skær af "Socialstat" - kort sagt er vi fremme ved de nylige rygter om, at AKB i Tåstrupgårdbebyggelsen skulle have brugt "tæskehold" for at bedre "beboerklimaet" i området.
Og vi kradser ligeledes i baggrunden for den mystiske "parkeringsskadesag" fra Wien, som ramte mig i løbet af juli måned i år.
Fortsættes...
