... og i den anledning ville jeg gerne takke for de 795.921 besøg på denne weblog. Ligeledes en varm tak til de ganske få, der i dette lange forløb har forsøgt at hjælpe os og vores børn mod de danske myndigheders nederdrægtigheder. Det har været svært, men når vi så ser på alternativet til vores flugt - at vores børn skulle have været anbragt uden for hjemmet uden anden grund end Høje Tåstrup Kommunes skræk for at belaste sin egen kommunekasse - kan vi kun konkludere, at vi dengang gjorde det, der var nødvendigt for at sikre vores børn en nogenlunde god opvækst.
Nedenfor er en gentagelse af weblogafsnittet fra den nærmest foregående årsdag. Det har jeg valgt, fordi der ikke har været nogen sporbar forandring i Høje Tåstrup Kommunes syge holdning til sandheden i den socialsag man helt ubegrundet og uden fligen af dokumentation påførte os i februar 1998.
(For god ordens skyld: når vi sætter begyndelsen af socialsagen til februar 1998 og ikke som kommunen til den 6. maj 1998, skyldes det, at Høje Tåstrup Kommune allerede ved vores tilflytning i februar må have truffet aftale med Stenløse Kommune om, i Sags- og advisregisteret, ved at vente i næsten tre måneder med at overflytte mine papirer til vores nye hjemkommune, at indsætte den 13. maj 1998 som "reel" tilflytningdato, således at alle udgifter til en eventuel behandling af børnene, fordi socialsagen på denne måde var påbegyndt før vores "reelle" flytning, uden videre ville kunne sendes til betaling hos vores fraflytningskommune. Denne "fejl" i Sags- og advisregistret har Høje Tåstrup Kommune, pånær i sit første svar til Datatilsynet i september 2001, med held løjet sig fra lige siden.)
Se evt. dette link: http://tvillingblog-tre.blogspot.com/
Om pensionsdepot, emigration og en fogedsag i 1999.
Vedrørende den udbetaling på mere end 118,000,-kr, som er nævnt i weblogafsnittet lige nedenunder, skal jeg kort bemærke følgende:
Udbetalingen sker på baggrund af ophævelsen af Mariannes pensionsopsparing. Bikuben-Girobank accepterer at foretage udbetalingen, fordi man skønner, at vi har bosat os permanent i udlandet. Udbetalingen sker med check til vores midlertidige adresse på "Europahaus Wien" pr. 12. februar 1999 - samme adresse som Den danske Bank bruger på et kontoudtog til mig, der er udskrevet pr. 8. februar 1999.
Senere, i efteråret 1999, modtager vi en tilsigelse til Fogedretten i Gladsaxe, som har anmodet det østrigske politi om hjælp til at finde vores adresse. Fogedsagen med betalingskrav tilgår os via "byretten" i Döbling (19. Wiener Gemeindebezirk), under hvilken vores lejlighed på Heiligenstädter Strasse hører. Den adresse som angiveligt er videregivet fra Høje Tåstrup Kommune til Folkeregisteret pr. 22. februar 1999.
Jeg blev umiddelbart noget chokeret over denne sag - ikke mindst fordi den oprindeligt var fremsendt til vores adresse i Høje Tåstrup Kommune så sent som i april 1999 - to måneder efter vores nye adresse i Wien burde være blevet tilgængelig via Folkeregisteret, og to måneder efter man havde anerkendt at vores udrejse var permanent. Sagsmaterialet var dog vedlagt et notat fra den ansvarlige dommer i Wien, som var parat til helt at ignorere det (og opfordrede os til at gøre det samme), fordi de danske jurister ikke havde medsendt så meget som et kort, tysk referat af indholdet i henvendelsen .
Jeg kunne dengang ikke reagere på tilsigelsen fra Fogedretten i Gladsaxe, fordi jeg, som Margit Næsby havde oplyst pr. telefon, før hun afbrød al forbindelse til os, var efterlyst og ikke kunne regne med at få lov til at forlade Danmark igen, hvis man først fik fat i mig.
I baggrunden af Margit Næsbys trusler lå jo også de talløse, opdigtede politianmeldelser imod mig for trusler og chikane mod anmelderen i socialsagen, Connie Lindström Nielsson- anmeldelser, der alle var indgivet af socialrådgiver Aase Metzsch, fordi Connie angiveligt var for skræmt til overhovedet at foretage sig noget som helst.
Politiet og Folkeregisteret får tydeligvis ikke oplysninger om vores aktuelle adresser.
Tre år senere, i august 2002, oplyser en medarbejder ved Glostrup Kriminalpoliti, at vi alene var registreret med "Opholdsland Østrig". Samme medarbejder underretter angiveligt Folkeregisteret om vores daværende adresse i Freischling. På trods af dette standser Den sociale Sikringsstyrelse udbetalingerne til mig i april 2003 under henvisning til, at vi er fraflyttet adressen i Wien uden at oplyse de danske myndigheder om vores nye bopæl.
Styrelsen havde iøvrigt overtaget udbetalingerne til mig pr. 1 april 1999, som anført i Sags- og advisregisteret. Eftersom udbetalingerne skete pr. check til vores bopæl i Wien, må man jo have haft adgang til vores adresse et eller andet sted, dog tydeligvis ikke i Folkeregisteret.
Høje Tåstrup Kommune forsøgte i meget lang tid at opretholde en illusion om, at vi "gemte" os i udlandet. Det var selvfølgelig, fordi man på den måde kunne fratage os enhver troværdighed og dermed kunne ignorere vores problemer, indtil det hele endegyldigt brød sammen for os - alle ved jo, hvor svært det er at bosætte sig i et andet land, og helt umuligt forekommer det, når det foregår under konstant chikane fra de danske myndigheders side.
Men så langt lykkedes Høje Tåstrup Kommunes arrogante vanvid dog, at man fik sat alle danske tilsyns- og klagemyndigheder ud af spillet i mere end ti år.
Se evt. dette link: http://quousque-tandem.blogspot.com/2008/11/en-indkontering-stor-108000-kr-fra.html
...
