Mittwoch, 24. März 2010

Kvartalsrutine: hav bare tillid til os! Vi mener ikke selv, vi har gjort noget mærkeligt...

.
se evt. dette link: http://quousque-tandem.blogspot.com/2008/12/da-jeg-skrev-min-formodentlig-sidste.html

...men hvordan kan man fremsende en kvittering med dette indhold, udskrevet 21. juli 2009:




...på baggrund af en betalingsanmodning som denne (jeg har brugt kopien af den, vi fremsendte anbefalet den 17. april 2009!?! Pånær datoen er den helt identisk med den, vi fremsendte pr. 17. juli 2009):

9. august 2002 skriver kriminalpolitiet i Glostrup, at vi i Folkeregisteret er noteret med "opholdsland Østrig", samt at den ansvarlige kriminalbetjent til Folkeregisteret har videregivet den adresse, jeg har brugt som afsender i korrespondancen:




Jeg takkede ham
og håbede, at roderiet nu ville være forbi.

Den 20. oktober 2003
skriver Politimesteren i Glostrup, at man ikke på noget tidspunkt siden vores udrejse af Danmark har kunnet finde vores adresse i Folkeregisteret, og at man har destrueret alle vores ejendele:



Indberetningen til Folkeregisteret
fra Glostrup Kriminalpoliti pr. 9. august 2002 - som anført i tredie dokumentkopi - samme år, har altså været helt uden effekt.

15. december 2002, altså imellem de to ovenstående skrivelser fra samme, hævder Politimesteren i Glostrup, at alt er anført i Folkeregisteret i overensstemmelse "med de faktiske forhold":





Tre måneder efter denne salomoniske afgørelse, i marts-april 2003, standser Den sociale Sikringsstyrelse sine udbetalinger til mig, fordi man hævder, at jeg er flyttet til en ny adresse uden at oplyse om det. Vores flytning fra Heiligenstädterstrasse i Wien til Freischling i Niederösterreich pr. 1. juli 2002 er, ifølge Den sociale Sikringsstyrelse, ikke registreret nogetsteds i Danmark.

De af politimesteren omtalte "faktiske forhold" fremgår desuden af en lang række skrivelser fra danske myndigheder, som sendes til os på forældede, forkerte eller ubrugelige adresser.

Når derefter vi får at vide fra Høje Tåstrup Kommune, at vi skal tage kontakt til Glostrup Politi for at få forklaret, om disse opfatter nedenstående som en "efterlysning" eller hvad, er det lidt svært for os at basere vores eventuelle fremtid i Danmark på forklaringer fra netop dette politikorps. Her side 1:






Vi har tidligere rettet henvendelse til Glostrup Politi,
da vi med mere end 5 års forsinkelse havde modtaget den skriftlige dokumentation for, at Margit Næsby havde rekvireret politiets hjælp til at finde os, næsten på samme klokkeslet som Marianne sætter sin underskrift på et dokument i Den danske Ambassade i Wien. Dengang reagerede Glostrup Politi slet ikke.

Her side 2 af samme, garneret med alt det vrøvl, man nu fra Høje Tåstrup Kommune hævder at have "desværre destrueret" i 2006:




Tjahh...




Jorn%20MeinertzQuantcast


Idag for 11 år siden ankom vi til Südbahnhof i Wien med tre kufferter, to børn og 5.000 kroner...

.
... og i den anledning ville jeg gerne takke for de 795.921 besøg på denne weblog. Ligeledes en varm tak til de ganske få, der i dette lange forløb har forsøgt at hjælpe os og vores børn mod de danske myndigheders nederdrægtigheder. Det har været svært, men når vi så ser på alternativet til vores flugt - at vores børn skulle have været anbragt uden for hjemmet uden anden grund end Høje Tåstrup Kommunes skræk for at belaste sin egen kommunekasse - kan vi kun konkludere, at vi dengang gjorde det, der var nødvendigt for at sikre vores børn en nogenlunde god opvækst.

Nedenfor er en gentagelse af weblogafsnittet fra den nærmest foregående årsdag. Det har jeg valgt, fordi der ikke har været nogen sporbar forandring i Høje Tåstrup Kommunes syge holdning til sandheden i den socialsag man helt ubegrundet og uden fligen af dokumentation påførte os i februar 1998.

(For god ordens skyld: når vi sætter begyndelsen af socialsagen til februar 1998 og ikke som kommunen til den 6. maj 1998, skyldes det, at Høje Tåstrup Kommune allerede ved vores tilflytning i februar må have truffet aftale med Stenløse Kommune om, i Sags- og advisregisteret, ved at vente i næsten tre måneder med at overflytte mine papirer til vores nye hjemkommune, at indsætte den 13. maj 1998 som "reel" tilflytningdato, således at alle udgifter til en eventuel behandling af børnene, fordi socialsagen på denne måde var påbegyndt før vores "reelle" flytning, uden videre ville kunne sendes til betaling hos vores fraflytningskommune. Denne "fejl" i Sags- og advisregistret har Høje Tåstrup Kommune, pånær i sit første svar til Datatilsynet i september 2001, med held løjet sig fra lige siden.)

Se evt. dette link: http://tvillingblog-tre.blogspot.com/



Om pensionsdepot, emigration og en fogedsag i 1999.







Vedrørende den udbetaling på mere end 118,000,-kr, som er nævnt i weblogafsnittet lige nedenunder, skal jeg kort bemærke følgende:

Udbetalingen sker på baggrund af ophævelsen af Mariannes pensionsopsparing. Bikuben-Girobank accepterer at foretage udbetalingen, fordi man skønner, at vi har bosat os permanent i udlandet. Udbetalingen sker med check til vores midlertidige adresse på "Europahaus Wien" pr. 12. februar 1999 - samme adresse som Den danske Bank bruger på et kontoudtog til mig, der er udskrevet pr. 8. februar 1999.

Senere, i efteråret 1999, modtager vi en tilsigelse til Fogedretten i Gladsaxe, som har anmodet det østrigske politi om hjælp til at finde vores adresse. Fogedsagen med betalingskrav tilgår os via "byretten" i Döbling (19. Wiener Gemeindebezirk), under hvilken vores lejlighed på Heiligenstädter Strasse hører. Den adresse som angiveligt er videregivet fra Høje Tåstrup Kommune til Folkeregisteret pr. 22. februar 1999.

Jeg blev umiddelbart noget chokeret over denne sag - ikke mindst fordi den oprindeligt var fremsendt til vores adresse i Høje Tåstrup Kommune så sent som i april 1999 - to måneder efter vores nye adresse i Wien burde være blevet tilgængelig via Folkeregisteret, og to måneder efter man havde anerkendt at vores udrejse var permanent. Sagsmaterialet var dog vedlagt et notat fra den ansvarlige dommer i Wien, som var parat til helt at ignorere det (og opfordrede os til at gøre det samme), fordi de danske jurister ikke havde medsendt så meget som et kort, tysk referat af indholdet i henvendelsen .

Jeg kunne dengang ikke reagere på tilsigelsen fra Fogedretten i Gladsaxe, fordi jeg, som Margit Næsby havde oplyst pr. telefon, før hun afbrød al forbindelse til os, var efterlyst og ikke kunne regne med at få lov til at forlade Danmark igen, hvis man først fik fat i mig.

I baggrunden af Margit Næsbys trusler lå jo også de talløse, opdigtede politianmeldelser imod mig for trusler og chikane mod anmelderen i socialsagen, Connie Lindström Nielsson- anmeldelser, der alle var indgivet af socialrådgiver Aase Metzsch, fordi Connie angiveligt var for skræmt til overhovedet at foretage sig noget som helst.

Politiet og Folkeregisteret får tydeligvis ikke oplysninger om vores aktuelle adresser.

Tre år senere, i august 2002, oplyser en medarbejder ved Glostrup Kriminalpoliti, at vi alene var registreret med "Opholdsland Østrig". Samme medarbejder underretter angiveligt Folkeregisteret om vores daværende adresse i Freischling. På trods af dette standser Den sociale Sikringsstyrelse udbetalingerne til mig i april 2003 under henvisning til, at vi er fraflyttet adressen i Wien uden at oplyse de danske myndigheder om vores nye bopæl.

Styrelsen havde iøvrigt overtaget udbetalingerne til mig pr. 1 april 1999, som anført i Sags- og advisregisteret. Eftersom udbetalingerne skete pr. check til vores bopæl i Wien, må man jo have haft adgang til vores adresse et eller andet sted, dog tydeligvis ikke i Folkeregisteret.

Høje Tåstrup Kommune forsøgte i meget lang tid at opretholde en illusion om, at vi "gemte" os i udlandet. Det var selvfølgelig, fordi man på den måde kunne fratage os enhver troværdighed og dermed kunne ignorere vores problemer, indtil det hele endegyldigt brød sammen for os - alle ved jo, hvor svært det er at bosætte sig i et andet land, og helt umuligt forekommer det, når det foregår under konstant chikane fra de danske myndigheders side.

Men så langt lykkedes Høje Tåstrup Kommunes arrogante vanvid dog, at man fik sat alle danske tilsyns- og klagemyndigheder ud af spillet i mere end ti år.

Se evt. dette link: http://quousque-tandem.blogspot.com/2008/11/en-indkontering-stor-108000-kr-fra.html




Jorn%20MeinertzQuantcast



...

Om Menneskerettigheder og krænkelser af samme.

.


Fornyligt afsagde Den europæiske Menneskerettighedsdomstol en dom, som betød, at en italiensk mor fik medhold i, at det krucifiks, som hænger i alle italienske skoleklasser, var en krænkelse af hendes skolesøgende søns Menneskerettigheder.

Denne dom vakte selvsagt en del opmærksomhed i Østrig, selv om den er helt uden konsekvenser for os, fordi krucifikserne i de østrigske skoler baserer sig på en politisk aftale mellem Republikken Østrig og Vatikanet, i henhold til hvilken det er muligt at ophænge et "kristent symbol" i alle klasselokaler, i hvilke mere end 50 % af eleverne er medlem af et anerkendt, kristent samfund.

Ens religiøse tilhørsforhold fremgår af samtlige karakteroversigter, man som elev får udleveret, så antallet af børn fra hjem med en anerkendt bekendelse er meget nemt optalt og afgjort.

At dommen også fremkaldte klart udtalte, politiske reaktioner i Danmark var derimod noget af en overraskelse for mig.

Det, som undrer mig mest, er, at alle, der udtaler sig, lader til at have glemt, at Menneskerettighederne i sin tid blev formuleret i et forsøg på at skabe en absolut standard, der ikke var forankret i en eller anden religion, og som derfor kunne have en absolut gyldighed alle steder og til alle tider.

En af de primære kilder var filosoffen Immanuel Kant og hans filosofisk begrundede påstand om, at "mennesket skulle være et mål i sig selv og derfor komplet ukrænkeligt".

At Menneskettighedsdomstolen derfor dømmer imod en bestemt religiøs opfattelse burde være helt selvfølgeligt, men ikke desto mindre lader alle, der har udtalt en mening om denne seneste dom, til at have glemt, at Menneskerettighederne således i selve deres fundament er helt igennem ateistiske og sekulære og derfor med nødvendighed må gå imod en hvilken som helst specifik, religiøs påvirkning.

Desuden har der, lige siden disse rettigheder blev formuleret, raset en strid om, hvorvidt "religionsfrihed" skulle forstås som "frihed til" eller "frihed fra" religiøs påvirkning af enhver art.

En diskussion der fortsat er uafsluttet, men som domstolen hidtil i alle forhold har forstået som "frihed fra".

For år tilbage ville en dansk politiker erklære "uddannelsesmæssig undtagelsestilstand" for at sikre de danske børn og unge et fortsat højt, fagligt niveau.

Denne foranstaltning er tydeligvis forpasset for de politiske kommentatorers vedkommende.

Sic transit Gloria Mundi - dette er en religiøst funderet udtalelse, der ikke alene kan, men også skal læses som samme.

...

Det konkrete skøn - et personligt mellemspil.

.

Inden jeg går videre med fortsættelsen af nedenstående afsnit "Es war sehr schön", vil jeg kort omtale nogle "konkrete skøn", der i sidste ende udløste den sociale katastrofe, som betød, at vi for mere end 11 år siden var tvunget til at forlade Danmark, kun medbringende det vi selv kunne bære i kufferter og rygsække.

Eksemplerne viser, hvordan lokalpolitikere og embedsmænd i flere tilfælde har lavet skøn med meget omfattende konsekvenser og sidenhen, når de opdagede at grundlaget for deres skøn var uden bund i virkeligheden, har opretholdt skønnet, men skiftet grundlaget ud med andre oplysninger, som var ældre og derfor sværere at moddokumentere for os.

1. skøn fra 6. maj 1998, før vi "reelt" flyttede til Høje Tåstrup Kommune pr. 13. maj 1998: det er nødvendigt med en undersøgelse af børnene, fordi socialforvaltningen har fået oplyst fra "en gammel ven af familien", at børnene lever under "bekymrende forhold".

Da man opdager, at den "gamle ven af familien" udelukkende er blevet brugt som anmelder, fordi hun var "en nærmere bekendt af den daværende, socialdemokratiske byrådsgruppe" og oven i dette havde været invalideret af svær sindssyge i årtier forud for sin "bekymring for børnene", skiftede man, som det fremgår af indstillingen til Børn- og ungeudvalget af 27. august 1998, grundlaget for "det konkrete skøn" ud med:

2. en påstand om, at "børn af sindslidende forældre senere i livet kan få svært ved at sætte grænser", og at en undersøgelse af børnene derfor er påkrævet. I sammenhæng med dette grundlag indrømmer man endog, at det første grundlag var uden hold i virkeligheden, idet man understreger, at "sagen således ikke rejses på grund af henvendelser om, at børnene mistrives."

Vi skyller lige engang.

3. "konkrete skøn" i sagen baserer sig på et papir, der er skrevet i 1985 af en kommuneassistent, som, uden at ane hvad hun lavede, hævder, at jeg lider af en fremadskridende, invaliderende skizofreni, hvilket, i hendes referat, angiveligt fremgår af en "specialistudtalelse fra Montebello fra 1983".

For det første: Der står ikke noget om, at jeg er skizofren.

Denne "specialistudtalelse fra Montebello" er (tydeligvis på kommunal foranledning, fordi pensionerne jo dengang var en statslig udgift og derfor kunne spare en kommune for solide udgifter til revalidering med mere) skrevet af en reservelæge med et års praktisk erfaring i psykiatri, der var ansat på FAC Hillerød. Hun har skrevet "specialisterklæringen" på brevpapir fra Montebello - intet andet.

4. "konkrete skøn": da man opdager, at "specialisterklæringen" ikke er ægte eller på nogen måde dækkende, men at den tværtimod flere gange, siden udstedelsen i 1983, er blevet underkendt af en erfaren psykiater, overlæge Lars Kirk, samt at denne i sin sidste erklæring fra 1989 ikke fandt tegn på sindssygdom overhovedet, sørger de ansvarlige socialrådgivere simpelt hen for, at den erklæring, hvori "frikendelsen" af mig står, og som Høje Tåstrup Kommune selv har indhentet hos vores "familielæge" Steen Petersen, "desværre bortkommer", og først dukker op igen i september 2001 efter anmodning fra Socialrådgiverforeningen.

Helt i samme ånd har kommunen siden da ladet stort set hver eneste stump dokumentation for deres hasarderede sagsbehandling "desværre destruere".

5. "konkrete skøn": da man, efter nederlaget til os i Det sociale Nævn den 29. september 1998, og fremkomsten af en særdeles positiv psykologvurdering af Christina, foretaget få måneder før socialsagen officielt begynder, opdager, at "specialistudtalelsen fra Montebello" er en ren svindel, der er blevet gjort grovere af den kommunale "fejloversættelse" i 1985, sørger man i en fart for, at såvel døgninstitutionen "Bakkehuset" som de amtslige "ekspertpsykologer" fuldstændigt bekræfter iagttagelsen af en række alvorlige skader på børnenes udvikling, der "helt sikkert" har sin baggrund i denne "alvorlige sindssygdom", som ingen andre end Aase Metzsch og Margit Næsby har kunnet få øje på.

Derefter kan man ignorere en hvilken som helst lægeligt korrekt dokumentation.

"Det konkrete skøn" - at børnene skal behandles - kan således i al fremtid opretholdes helt uden forbindelse til virkeligheden, og kommunen kan ikke, i forbindelse med denne gennemforfalskede socialsag, bebrejdes noget som helst.

Hvilket også betyder en betydelig besparelse for Høje Tåstrup Kommune, idet man har kunnet svindle og "desværre destruere" sig uden om alle berettigede erstatningskrav.

Hvilket sidste socialforvaltningen så, som prikken over i'et og helt uden hensyn til børnenes tarv, drager de fulde fordele af i sin vedtagne indstilling til Børn- og ungeudvalget af 19. november 1998, i henhold til hvilken begge børn skal anbringes uden for hjemmet, på henholdsvis døgninstitution og i familiepleje, "foreløbig i et år"

Jeg skal til slut gøre opmærksom på, at baggrunden for mine problemer, i perioden fra oktober 1981 og frem, var opstået i forbindelse med et modbydeligt overfald på min kommunale arbejdsplads "Spiren" i Høje Tåstrup Kommune. Jeg blev dengang efterladt midt i ingenting af socialforvaltningen, der bare lovede, at man ville "sikre" mig på en eller anden måde. På grund af den således kommunalt bestilte, belastende, psykiatriske diagnose, der sidenhen også kom til at fremgå af kommunens egen dokumentation, blev jeg aldrig tilbudt den mindste hjælp til noget som helst. I 1986 fastslår Lars Kirk i samarbejde med en specialist i neuropsykologi, som han dengang delte praksis med, at jeg led af en organisk hjeneskade, som godt kunne have sin baggrund i overfaldet på mig i oktober 1981 - ikke mere, ikke mindre.

Så kan jeg gå videre med fortsættelsen af min egentlige historie.

...

Et andet Tåstrupgaard.


Se evt. dette link: http://bamoida-bamioda.blogspot.com/2009/02/penge-til-forbedringer-af-en-ghetto-i.html

...

Dienstag, 23. März 2010

"Hvis vi nu begyndte at omvende katolikker og protestanter til kristendommen...

.


...ville det være helt overflødigt at oprette en jødisk stat i Palæstina. Så kunne vi jo bare blive boende, hvor vi er, og, hvis man tror på det, vente på vores Messias i fred og ro"!

Da Theodor Herzl i sin tid, i årene op til 1900, begyndte at organisere jøderne omkring sin ide med en fællesfolkelig udvandring til Palæstina parret med et fælles opkøb af lokale landområder med det formål at etablere en verdslig stat, Israel, hvor man ville kunne leve i fred og sikkerhed, blev det argument, jeg har brugt som overskrift, meget tit anvendt imod denne "Zionisme", som især modstanderne betegnede Herzls ide.

Hvis man kunne overbevise de kristne om, at de skulle leve i overensstemmelse med deres egne foreskrifter om fred, tolerance og næstekærlighed, ville også jøderne kunne leve i fred og tryghed i de lande, hvor de historisk havde fået hjemme efter Jerusalems ødelæggelse i år 71.

Det lyder voldsomt og provokerende, men er sikkert ikke så langt fra sandheden.

Af samme grund afviste modstanderne af Zionismen også, at man som jøde kunne få lov til at leve som ganske almindeligt menneske, bare man lod sig døbe og lod sig styre af kristendommen, så langt det lod sig gøre.

Hverken kristendom, jødedom eller forfølgelser iøvrigt havde det mindste med religionerne at gøre.

Man fastslog også dengang, at det mere var de sociale problemer i Europa, der fra tid til anden gav sig udslag i bølger af antisemitisme.

Og det havde man sikkert ret i.

Så hvis man nu begyndte at omvende danskerne til "danskheden", dens tolerance, dens humor, dens gavmildhed og dens ikke-fanatiske holdning til tro og overtro, ville indvandrerne sikkert kunne få et godt og betrygget liv i vores land.

I den sammenhæng vil jeg lige nævne, at jeg for ganske nyligt læste, at Tåstrupgaardbebyggelsen havde fået bevilliget ekstrapenge fra en såkaldt "satspulje", og det fik mig til at tænke på Herzl og hans Zionisme.

Som vi ved, har oprettelsen af den jødiske stat, Israel, trods diverse "stormagtssponsorater" ikke medført fred for hverken jøderne eller andre. Der er konstant spænding i Mellemøsten, og antisemitismen er fortsat meget udbredt i såvel Europa som resten af verden.

Og når man så gang på gang, uden synlige resultater, bevilliger penge til forbedring af Tåstrupgaardområdet, der, Gud skal vide, er hårdt plaget af alle mulige problemer, kunne man jo komme på den tanke, at problemerne ikke så meget findes i selve bebyggelsen, men langt mere sandsynligt er problemer, som har deres baggrund i verden udenfor - i alle andre menneskers holdning til dette boligområde.

Af egen erfaring ved jeg, at man, på Høje Tåstrup Kommunes foranledning, fra bebyggelsesens administrative medarbejderes side var villig til at svindle med det navneskilt, der var på døren til vores lejlighed, indtil den lokale socialforvaltning havde fået igangsat den ønskede socialsag mod vores børn.

Vores navne, der angiveligt kun kunne opsættes efter tilladelse fra kommunens folkeregister - for at undgå svindel fra lejernes side - kom således først op i løbet af maj måned 1998.

Vi boede med andre ord fra 20. februar 1998 og frem med et andet navn på vores dør.

Hvilket blandt andet gav os problemer med pejlefolkene fra Danmarks Radio.

I min naivitet troede jeg, at navnet, "Annie Hamadi", tilhørte den tidligere lejer, og blev derfor slemt overrasket, da jeg i løbet af 2001-2002 kom i kontakt med den dame, der havde haft lejligheden før os, og som hed Annie Vestergaard.

Og mit chock var totalt, da jeg i en redegørelse fra Høje Tåstrup Kommunes jurister til Datatilsynet opdagede, at man faktisk først anså vores tilflytning til kommunen for at have fundet sted pr. 13. maj 1998.

Det korrekte fremgik godt nok af folkeregisteroplysningerne, men kommunens socialforvaltning havde hele vejen igennem baseret sin sag på de falske tilflytningsoplysninger, der blandt andet, sammen med en række andre forfalskede persondata, fremgår af samme kommunes Sags- og advisregister.

Og når ledelsen af en "uafhængig" bebyggelse kan misbruges på den måde - til ubegrundet at bringe en hel familie i meget store vanskeligheder - tyder en del på, at holdningen til de mennesker, der bor i Tåstrupgaard, i hvert fald for såvidt angår medarbejderne på rådhuset (og politifolkene i Glostrup-området) er præget af særdeles "udanske" holdninger.

At man føler sig i sin gode ret til at gøre, hvad man har lyst til, med de mennesker, der har været naive nok til at leje sig en lejlighed bebyggelsen.

Så hvis man nu brugte de bevilligede satspuljemidler til at foranstalte kurser i "den danske måde" for alle de myndighedspersoner, der har kontakt til området, ville det bringe meget mere end eventuelle offentlige investeringer i lokale lejerbasisgrupper vedrørende syning, vinbrygning, spisning af svinekød med mere.

Man kunne for eksempel begynde med at indskærpe de forskellige embedsværker, at såvel forvaltningslovgivning som retspleje og straffelov har fuld gyldighed - og det overalt i Høje Tåstrup Kommune.

Jeg synes så også, det var modigt af borgmester Michael Ziegler at bo i en lejlighed i området. Det var godt nok kun i en måned, og selvfølgelig har det ikke givet et reelt billede af noget som helst til nogen som helst.

Men han satte focus på området og dets kvaliteter - lejlighederne er nemlig ganske udmærkede.

Jeg kunne godt, flere gange undervejs i mit lange "samliv" med bebyggelsen, have savnet noget i retning af Michael Zieglers "happening" - og ikke mindst da jeg, som frivillig, arbejdede med i miljøprojektet tilbage i slutningen af firserne.

Dengang ville det have været rart, hvis de venstrefløjspolitikere i kommunen, der nu har så skidetravlt med at latterliggøre borgmester Zieglers initiativ, hvis de SFere og andre, dengang, havde gjort en lige så aktiv indsats for at højne kvaliteten i Tåstrupgaardbebyggelsen.

Hvis de der kære byrådstyper havde ønsket at gøre en virkelig indsats og ikke bare havde satset på i al fremtid at kunne bruge de mennesker - der bor dernede i de udmærkede lejligheder, men på den forkerte adresse - som undskyldning for, at meget lidt eller slet intet i Høje Tåstrup Kommune fungerer efter hensigten - i hvert fald ikke, når man spørger "de ansvarlige".

Jeg tror desværre ikke på nogen løsning, fordi det er bedre og billigere for de lokale magthavere fortsat at ødelægge mest muligt og dermed sikre sig en solid medlidenhed og forståelse i resten af den danske befolkning...

...med dertil hørende ekstrapenge og ekstrabeføjelser over for Gud og Hvermand...


Jorn%20MeinertzQuantcast

...

Så er min ældste datter blevet gift...

.


...trods negativ systemarv og andet, men helt sikkert med fortsatte problemer overfor at begrænse de korrupte, danske lokalembedsmænd, som, alene af hensyn til Høje Tåstrup Kommunes pengekasse, ødelagde uendeligt meget for hende og hendes lilesøster og endte med at destruere alle for dem selv belastende dokumenter.

Idet man samtidig lod børnene sidde tilbage med samtlige regninger, såvel penge- som følelsesmæssige.

Mine døtre pjækker ikke, de drikker ikke, de ryger ikke, de har aldrig haft problemer med stoffer, de lever ikke af socialhjælp, og de har et godt forhold til deres familie...

Hvilken "kurve" er det egentlig, man forsøger at knække i de danske kommuners socialforvaltninger?

...

Som udlænding skal man have haft fast "Hauptwohnsitz"...

.
... (hvilket svarer til den danske folkeregisteradresse) i tre år i Wien for at få stemmeret til Landdagen, som er på valg til næste forår. Man skal også være er fyldt 16, hvilket er grunden til, at Christina har modtaget de første personligt adresserede stumper valgreklame i sit liv, og det tilmed fra FPÖ:


Denne politiske holdning er ikke ønsket hos os, men er en konsekvens af, at Christina, ligesom Marianne og jeg, er registreret i Wiens valglister som stemmeberettiget udlænding.

Og hvad ofrer man ikke, for igen at gøre opmærksom på det ødelæggende roderi i adressesystemet, Høje Tåstrup Kommune har (mis)brugt til at bringe os i vanskeligheder lige siden februar 1998!
...

Lidt om smittespredning...

.
Jeg har tidligere været inde på, hvordan man registrerer og dokumenterer adresser her i Østrig.

Jeg gjorde ved den lejlighed opmærksom på, at jeg, udskrevet pr. 6. august 2009, havde modtaget et brev fra mit forsikringsselskab, som egentlig skulle have været en umulighed, fordi det drejede sig om en skade, der var blevet forvoldt med min bil, og at forsikringsselskabet dengang havde fremsendt sin henvendelse til mig som forsikringstager til en anden adresse, end den der fremgår af min "Zulassung".

Se evt. dette link: http://quousque-tandem.blogspot.com/2009/08/brevet-der-ikke-kan-skrives.html

Skrivelsen var sendt til min gamle adresse i Niederösterreich, hvorfor mine nummerplader, hvis det skulle give mening, skulle have været forsynet med registreringsbogstaverne "KR" for Krems.

I stedet fremgår, ganske rigtigt, af skrivelsen, at min bils registreringsnummer begynder med et "W" for Wien.

Nu har man åbenbart besluttet sig for at finde en smutvej ud af problemerne ved, pr. 20. november 2009, at fremsende den endelige skadesopgørelse til min gamle bopæl og på denne måde forsøge at gøre adressefejlen til en "generel, overordnet og ikke umiddelbart forklarlig" størrelse:



Dog har man ind imellem fremsendt girokortet til betaling af forsikringen på min bil pr. 12. november 2009, til min aktuelle adresse i Wien:



Man lovede ellers, at "fejlen" i selskabets computer forlængst var berigtiget, men, som det fremgår af nedenstående girokort, er regningen for de forvoldte skader (på to forskellige biler, samme dag, samme sted, men med 25 minutters mellemrum) til mig, bilens ejer, igen fremsendt til samme helt igennem umulig adresse:




Hvorfor man har gjort det, henstår i det uvisse, hvis ikke lige det har været for at kunne fralægge sig ansvaret for den første umulige skrivelse i sagen fra 6. august 2009, og måske endda ved den lejlighed støtte nogle nødlidende venner i Danmark med en indirekte påstand om en lokal, formodentlig selvforskyldt, østrigsk "sjuskefejl".

Man kan jo kun ændre sin hovedadresse, som afgør registreringsområdet der er synligt på bilens nummerplade, ved at komme personligt med sin gyldige "Meldezettel", så forsikringsselskabets krumspring har ikke gjort deres adresseringskultur mere troværdig.

Og det er da sært, at man her i Wien synkront kan rammes af præcis det samme adresseroderi, som Høje Tåstrup Kommune har skabt for os i Danmark.

Eller hvordan...

PS. jeg behøver vel ikke sige, at politiet, som i første omgang behandlede de to skadessager, ikke havde problemer med, hverken den 9. eller den 19. juni 2009, alene på baggrund af min bils nummer at fastslå såvel mit navn som min adresse. Jeg behøver vel heller ikke understrege, at politiet og forsikringsselskaberne bruger præcis den samme database til den slags?
...

Jorn%20MeinertzQuantcast

...


Bemærket i randen...

...

Nedenstående kopi af det "Grüne Karte", der blev udstedt den 25. september 2009, da min bil skulle til Moldavien med børnetøj, underbygger selvsagt min påstand om, at man forsætligt har forsøgt at bringe os i nogle vanskeligheder med vores adresseregistrering her i Østrig, som ligger helt parallelt til dem, Høje Tåstrup Kommune via folkeregisteret har påført os i Damark, men grunden til, at jeg har sat denne kopi ind øverst, er simpelt hen, at jeg ikke vil risikere, at nogen læser hen over registreringen i blandt andet "VerveEarth" og tror, jeg har noget som helst politisk tilfælles med de højreradikale i Østrig.

Hvilket kunne ske på en hurtig surftur i cyberspace, hvor man kun, uden uddybende kommentarer, får H.C. Straches ansigt at se som indledning til denne weblog...

De, der rent faktisk har til hensigt at læse dette weblogafsnit, kan uden videre fortsætte nedenfor denne kopi, hvor indholdet er uforandret.





...


...ville jeg jo heller ikke være blevet optaget som stemmeberettiget udlænding på valglisten i Wien, hvis jeg pludseligt havde slået mig ned i Niederösterreich:




Hvis jeg altså havde haft den adresse, mit forsikringsselskab konsekvent har brugt i forbindelse med den mærkelige parkeringsskadesag fra 30. maj 2009.

I Freischling havde jeg godt nok været befriet for H.C.Strache og hans FPÖ, men havde samtidig manglet et vigtigt, uafhængigt dokument til det interessante puslespil, der blev sat i gang, da min gode ven, Han Marcel Leber, lånte min bil for at køre i IKEA, dengang i maj, og på hjemvejen lige ville handle i Hofer (ALDI).

Hvor jeg bare glæder mig, til mit liv bliver røvkedeligt igen.

Se iøvrigt weblogafsnittet nedenunder...

....

Når et "nej" til Islam bliver et "ja" til minareter

.
Langt den største del af vores venner og nærmere bekendte her i Wien er schweiziske statsborgere. Enten født i landet eller i hvert fald med en senere erhvervet indfødsret.

Det har skabt bestyrtelse blandt dem, at man ved en folkeafstemning fornylig fik et flertal af schweizerne til at vedtage et forbud mod bygning af minareter i hele det nationale område, og indtil flere er enige om, at vedtagelsen egentlig beror på den formulering, man havde brugt til afstemningen, og at forslaget dermed er vedtaget imod flertallets ønske.

En af vores venner har blankt indrømmet, at han troede, at det "Nej", han satte kryds ved på Den schweiziske Ambassade, betød, at han havde sagt "Nej" til minareter i sit hjemland.

Først senere opdagede han, at dette "Nej" i virkeligheden var et "Nej" til at ændre den schweiziske forfatning, således at man kunne forbyde muslimmer at bygge minareter ved deres moskeer.

Hans klare "Nej" til minareter, og indirekte "Nej" til Islam, var altså ved nærmere eftersyn et fuldtonet "Ja" til bygning af minareter.

Han er indtil videre den eneste, som har indrømmet, at han støttede forslaget, men flere og flere har opdaget, at de, på grund af formuleringen ved folkeafstemningen, har stemt helt modsat, det de ville, og det de troede.

Lige meget hvad: skaden er sket, og det er mere end usandsynligt, at man i Schweiz vil lave en ny folkeafstemning om emnet, så forbudet kan altså uden videre træde i kraft nu - og anrette så store ødelæggelser i hele verden, at vi slet ikke kan forestille os dem endnu...

...mest fordi de sidste stumper af tillid mellem os og den islamiske verden er ved endegyldigt at gå fløjten.

Den eneste sejrherre i dette forbandede spil er indtil videre Ghadaffi i Libyen, som givetvis gnider sig i hænderne af lykke over endelig engang at have fået skovlen rigtigt under schweizerne og deres land.

Nå ja, og så måske Henrik Nordbrandt, men det tror jeg nu ikke.

...

PS

Netop i dag har det muslimske trossamfund i Østrig oplyst, at de har til hensigt at registrere samtlige trosfæller i landet. Man skønner, der er omkring 400.000, hvilket er 5% af landets befolkning, eller dobbelt så mange som det samlede antal af ikke-katolske kristne.

5% er jo ikke ret mange, når man tænker efter, men det er klart, at de som samlet befolkningsgruppe har ret til at forvente indrømmelser fra flertallet.

5% er iøvrigt cirka samme antal som i Schweiz - og sandsynligvis vil man komme til lignende størrelser i de fleste andre, vesteuropæiske lande.

Det er vel ikke noget at hidse sig op over, men helt klart vil muslimmerne, når de først er begyndt at tælle sig selv, gå ud fra, at de på eget initiativ kan kræve en almindelig, god mindretalsbehandling.

Ellers ville den komplette registrering jo være meningsløs. Det er værd at bemærke, at trossamfundets ledere forventer, at antallet af "praktiserende" muslimmer kun ligger på omkring 16% af det samlede antal "troende".

Selv i kejsertidens Østrig havde man, til trods for såvel kejserens som østrigerne behårde, katolske tro, såvel mullaher som rabbier, der gjorde tjeneste på linie med de kristne feltpræster i Den kejserlige Hær.

Er vores verden røget baglæns eller hvad?

Det var helt sikkert dumt at chikanere de muslimske mindretal til at opgøre deres egen, samfundsmæssige styrke.

Det minaretforbud kommer os alle dyrt at stå.


...

Og så har Nyrup chance for at blive formand for de europæiske Socialdemokratier i endnu to et halvt år

.




Men bortset fra denne, i og for sig udmærkede nyhed, har jeg oplevet, med hvilken elegance mit østrigske forsikringsselskab har "skrevet" sig ud af sine problemer med det "rod" i sin adresseregistrering, ved hjælp af hvilket, man her i Wien, for en kort bemærkning, har skabt tvivl om mig og min situation ved at fejladressere i samme omfang og på samme måde, som det hele tiden er sket fra blandt andet Den sociale Sikringsstyrelses side.

Se evt. dette link: http://quousque-tandem.blogspot.com/2009/11/lidt-om-smittespredning.html

Da jeg flyttede til Wien i maj 2006, flyttede jeg selvfølgelig også forsikringskonsulent til en, der har kontor i Wien/Floridsdorf, hvilket også fremgår af samtlige underskrevne dokumenter vedrørende såvel husstands- som bilforsikring.

Det er sandt, at jeg, mens jeg boede i Freischling, havde det hele liggende på forsikringsselskabets lokale kontor i Horn, men ingen ved sine fulde fem, i hvert fald ikke her i landet, vil et øjeblik kunne tro på, at jeg på noget tidspunkt har ment, at jeg ville køre den lange vej fra Wien til Horn, bare for at tale om forsikringer.

Der er godt nok kun 100 kilometer derop, men det er ad østrigske veje, hvilket gør turen til noget ganske andet end 100 kilometer i Danmark.

Man har så løst sit problem ved, for første gang siden 2005, at fremsende en julehilsen fra min "lokale" forsikringskonsulent, men dog til min korrekte adresse i Wien.

Og så kan man vel påstå, at der har ligget nogle forældede oplysninger et eller andet sted i forsikringsselskabets computer, og at det bare er sort uheld, når så mange vigtige dokumenter er blevet forsynet med en forældet adresse.

Alt det der EDB! det ved man jo.

Denne episode, som ville have været ligegyldig, hvis den ikke havde kunnet kædes sammen med en 12 år lang, dansk kommunalembedsmandschikane, viser, hvor meget de europæiske lande i praksis kan lære af hinanden.

Og hvis DJØFs medlemmer nu skal styre den praktiske udformning af de enkelte kommuners politik - tja, så kan man jo indledningsvist læse denne weblog, og overbevise sig om de omfattende konsekvenser af en ren, kommunal "teknokratforvaltning". Hele denne sag har været embedsmandsstyret fra første til p.t. sidste punkt.



Jorn%20MeinertzQuantcast

...


Es Engelt Sehr...

.



Sommetider er indholdet af min postkasse mere underholdende end ellers. Jeg har flere gange i løbet af de seneste godt 11 år haft på fornemmelsen, at visse breve blev bragt ud særskilt.

Udsnittet ovenfor er den første dokumentation, jeg nogensinde har modtaget. Jeg skal bede om, at man kigger i anden linie af ovenstående stempel.

Der står "Engelt" og ikke "Entgelt", og jeg nægter at tro på, at Post Austria har leveret et kvitteringsstempel til et meget stort forsikringsselskab (mit), som indeholder sådan en (åndssvag) stavefejl.

"Entgelt" betyder i denne sammenhæng "porto", men forsikringsselskabet har altså fået et stempel om "englelig" betaling, eller noget der ligner.

Afsnittet nedenunder omhandler det brev, der var i kuverten med ovenstående "kvitteringsstempel".

...

Ingen kommentarer - 30. november 2009, netop modtaget i Wien

.

Se evt. dette link (især 2. dokumentkopi fra oven): http://quousque-tandem.blogspot.com/2009/10/blog-post.html

Se evt. dette link: http://quousque-tandem.blogspot.com/2009/11/lidt-om-smittespredning.html

...

Så blev vi tilmed bedsteforældre...

.

...til en smuk, livskraftig dreng. Det er uden tvivl et problem for andre at se det smukke i ham, men holdningen skal nok brede sig.

Det gør den slags nemlig normalt.

Det særeste for mig personligt var, at jeg, i forbindelse med mine børn, altid har været af den opfattelse, at det hele ikke kunne blive tilstrækkeligt moderne og pædagogisk.

Når jeg derimod tænker på mit barnebarn, kommer mine overvejelser altid til at tage sig ud som solide afsnit fra forfatteren Harald Herdals bøger.

Måske er det derfor, det er nemmere at være bedsteforældre end at stå i frontlinien som det direkte ophav.

Verden har det med at blive skønnere og mere fremkommelig, når den bliver pakket ind i gamle og velkendte klicheer.

Måske...



...

I går var der et indslag med ORFs korrespondent ved klimakonferencen i København og det i den bedste sendetid...

.



...Denne pæne, korrekt klædte yngre mand fortalte følgende historie: "Min kameramand og jeg befandt i en gruppe tilskuere på pæn afstand af det egentlige demonstrationstog. Så opstod der uro et eller andet sted, og den pæne, ældre dame, der hele tiden havde stået ved siden af mig, fik pludseligt et slag med en politistav og blev derefter slæbt væk. Min kameramand og jeg var flere gange ude for, til trods for vores synlige pressekort, at blive både slået og skubbet af de danske politifolk..."

Jeg kan af indlysende grunde ikke vide, om ORF-journalisten sagde sandheden, men det er også ligegyldigt, for der er ingen tvivl om, at stort set alle andre vil finde sådan en beskrivelse fra den type højtuddannet TV-journalist for absolut troværdig.

Også taget i betragtning, at indslaget blev sendt på den absolut mest seriøse og troværdige sendeflade i landet, ZIB, på ORF2, det nationale, østrigske fjernsyns seriøse kanal - så seriøs, at det i sin tid hed sig, at ORF2 alene blev startet for at gøre østrigerne trætte i en fart, så de igen ville begynde at gå tidligt i seng.

Og når så andre journalister og parlamentarikere fra stort set hele verden beretter om lignende oplevelser...

I korthed går de ret enslydende beskrivelser af politiets aktioner ud på, at "der opstår tumult et eller andet sted, hvorefter politiet slår ud efter og slæber af med dem, der tilfældigvis er inden for rækkevidde".

Og billeder af politifolk, der kritikløst banker sig vej frem igennem tilfældige menneskegrupper, er stort set det eneste fra Klimakonferencen, der når resten af Europa gennem TV.

Det har haft til følge, at en lang række kommentatorer har kunnet tage afstand fra hele forhandlingsforløbet og så småt begynde at antyde, at man hverken kan eller vil nå et politisk resultat om begrænsning af CO2-udslip - for: hvem kan tage en konference i sådan et land alvorligt, når de nationale politikere, der fører forsædet, ikke engang er i stand til at styre sig selv og deres egne.

Man kunne selvfølgelig begynde at forestille sig, at de meget store kræfter, som ikke ønsker, at Klimakonferencen får succes, også har opmuntret den internationale presse til at give et skævt billede af det hele, men det virker ikke særligt sandsynligt, så "Lømmelpakken" er godt igang med at give resten af verden et billede af Danmark som et land, hvor blandt andre Robert Mugabe uden videre kan føle sig hjemme - og helt ærligt: ville vi reagere positivt på et eller andet forhandlingsforløb hjemme hos ham?

Se evt. dette link: http://jp.dk/indland/indland_politik/article1922600.ece

...


Jorn%20MeinertzQuantcast

...

Hvorfor giver vi ham ikke bare en pæn pedicure,

...så familien kan spare lidt på regningen fra bedemanden?!

Omtrent sådan ville det nok lyde, hvis man på et tidspunkt konstaterede, at der ikke længere var råd til at behandle mennesker med hjerteinfarkt ordentligt.

I hvert fald kører socialchefernes nu, i forbindelse med "Barnets reform", frem med voldsomme tilkendegivelser af, at man vil "styrke barnets retssikkerhed".

Hvad det så har at gøre med at kompensere "den dårlige barndom".

Retssikkerheden har man jo hele tiden kunnet holde højt, men har bare valgt at ignorere den, fordi det gav bedre bevillinger og flere medarbejdere.

Når man nu vil satse på netop en streng og konsekvent vægtning af børnenes lovfæstede rettigheder, lugter det ubehageligt af kommende tredierangsløsninger og "anbringelse på sognet".

Se evt. dette link om socialcheferne: http://politiken.dk/indland/article861175.ece

Se evt. dette weblogafsnit om den hidtil komplet ignorerede retssikkerhed: http://quousque-tandem.blogspot.com/2007/02/de-gode-grd-og-de-onde-lnge-leve-hans.html

...

Vi har netop været til vores sidste "Julehygge" med fængselsindsatte ...

.
...for i år. Det var en meget anderledes og egentlig ret god oplevelse for alle deltagerne, selv om den havde meget lidt med Jul at gøre.

Vi kom som gæster i en relativt lille fængselsafdeling, hvor samtlige indsatte dels har begået seksualforbrydelser af forskellig art, dels alle er, som det hedder her i landet, "sjæleligt abnorme".

Fængslets kommandant, der i dette tilfælde er psykiater, indledte med en længere tale, hvori han beskrev de meget store vanskeligheder, såvel indsatte som medarbejdere havde måttet kæmpe med i det seneste år.

Jeg må indrømme, at jeg tabte modet lidt ad gangen, ikke mindst fordi Christina, min yngste datter på nu 16, havde bedt om og fået lov til at komme med i vores Julesangkor.

Vi har for øjeblikket brug for alt og alle med en tone i livet.

Og jeg havde aldrig oplevet andet end god stemning og venlighed i den pågældende fængselsafdeling.

Jeg havde aldrig virkeligt oplevet noget med fangerne, som blot antydede, at de var ret sindssyge og kunne være ret farlige, men på den anden side er udskiftningen i dette fængsel meget stor, fordi det er en slags "slusestation" før folk bliver sendt til deres endelige værested.

Fængselskommandanten, hvis søn har arbejdet som militærnægter i Frelsens Hær, uddybede ikke selv emnet med det "vanskelige år", selv om vi jo kender ham ret godt, netop via hans søn.

Ganske fejlagtigt troede jeg derfor, at det hele havde været meget alvorligt.

Også fordi det store antal medarbejdere, bestående af psykologer, socialarbejdere og ikke-bevæbnede fængselsbetjente, var afløst af en enkelt, kæmpestor og kraftig elitebetjent fra WEGA-korpset i fuldt "battledress" med tilhørende pistol dinglende ved siden.

Det er for det meste WEGA-folkene, der tager sig af nedskydninger og andet besværligt her i Wien - og indrømmet, jeg synes også, de er mere end almindeligt skræmmende.

Jeg stod dennegang på scenen med en lånt guitar, hvis strenge skulle have været skiftet senest på et eller andet tidspunkt omkring min ældste datters fødsel. Jeg smadrede desværre min egen i forbindelse med tiårs-jubilæet på Salztorzentrum i september - ikke på grund af en vild afslutning på vores koncert, men udelukkende fordi jeg skvattede så lang jeg var og faldt pladask ovenpå den.

Min låneguitar i fængslet var så (skide)-falsk, at jeg aldrig har oplevet noget lignende, så jeg turde næsten ikke spille den første akkord, som skulle stå og synge smukt, helt alene, før vores kor satte ind.

Normalt bliver man ved optrædener i de østrigske fængsler forsikret om, at betjentene nok skal danne "drue", så at sige vil beskytte med deres kroppe i tæt formation omkring en, hvis fangerne går amok.

Men eftersom der kun var en enkelt betjent til stede, var det på forhånd udelukket.

Vi sang "Leise rieselt der Schnee" - og det gjorde den faktisk lige uden for vinduerne, i et trøstesløst gråt.

Fangernes begejstring var til at overse, og sådan gik det helt frem til det tidspunkt, hvor vi serverede det medbragte smørrebrød og satte os ned for at snakke med dem.

Før det havde vi alle taget hinanden i hånden og sunget "Stille Nacht", hvilket udløste en del forvirring hos vagten, der normalt ikke har hverken øjen- eller kropskontakt med de indsatte.

Sådan er traditionen her i landet..

Betjenten kiggede sig forvirret omkring, og tog så de to nærmeste fanger i hånden - blev en del af kæden.

Senere viste det sig iøvrigt, at de problemer, der havde været i fængslet, var et resultat af, at man havde måttet afgive en masse erfarne medarbejdere til andre dele af justitsvæsenet - ikke mindst til at foretage det nødvendige i forbindelse med udvisningen af asylanter, hvis ansøgning er blevet endegyldigt afvist.

Vi satte os og talte om alt andet end Jul. Jeg snakkede mest med en, der sidste år havde skrevet tre (gode) julehistorer til brug ved vores besøg.

Og, frem for alt, fandt Christina hurtigt den rigtige tone over for sine samtalepartnere.

Da blev jeg ret stolt.

For Marianne og mig har det længe været rutine at omgås alle de mennesker, andre ikke vil vide af, men at Christina kunne komme udefra og på stående fod begå sig helt uden hverken at provokere eller tale ned til de ramponerede mænd, hun sad ved siden af - det imponerede mig meget.

Rigtig meget.

Så vi talte om ægteskab, børn, hjemstavn, byer og til sidst en smule om venlighed og forståelse for hinanden.

Aldrig har jeg oplevet, at et flere timer langt besøg er gået så hurtigt og hyggeligt, og da vi forlod fængslet stod alle de resterende medarbejdere og fanger for at trykke vores hænder og ønske os en god Jul.

Når de ikke var kommet til festen, skyldtes det, at man havde været nødt til, på grund af underbemandingen, at gennemføre en lang række møder og undersøgelser i det, der ellers burde have været fritid for såvel indsatte som medarbejdere.

Det var en fantastisk dag, i tryghed, men uden sikkkerhedsnet, så at sige.
...
ps.
måske er en af de afgørende forudsætninger for, at mennesker kan få en chance nummer to her i livet, at man glemmer, hvad de har været og har gjort
- sådan apropos de sociale kæmperegistre i Danmark, som blandt andet forhindrer unge, der har gået i "hjælpeklasse", i at etablere sig på arbejdsmarkedet, når de bliver voksne. Måske skulle man alvorligt overveje at undlade at registrere alt, bare fordi de der fantastiske, nye maskiner har kapacitet til det..




...

Glædelig Jul

.

.

Hvad mon det nye år holder parat...

...



...

Et godt Nytår - og et kort tilbageblik på et anderledes år.

.


Nedenstående er det sidste minde om min nu hedengangne guitar. Billedet er taget i forbindelse med Frelsens Hærs 80-års jubilæum i Wien (oktober 2007), hvor jeg havde lånt guitaren ud til en voksmannequin i historisk uniform. Jeg ved godt, at et musikinstrument er en død ting, men denne Hohner, af alle ting, skaffede mig indpas så mange steder i det østrigske samfund, at hverken massive bestikkelser eller kilovis af anbefalingsbreve kunne have udrettet noget tilsvarende.

Og instrumentet selv, til trods for sin beskedne, tyske herkomst, opnåede, som billedet dokumenterer, at blive udstillet på selveste "Wiener Stadtmuseum" på Karlsplatz.

Guitaren faldt i forbindelse med Festen ved Salztorzentrums 10-års jubilæum i september 2009. Og eftersom den faldt med mig ovenpå, blev denne dag dens sidste.

Æret være dens minde.

Når jeg ellers kort skal opsummere, hvad der skete af interessante ting i løbet af 2009, vil jeg dele det i to afsnit.

1. Det personlige,

2. Det læserne af denne weblog lagde vægt på.

For mig forbliver det parkeringsuheld, min bil var involveret i her i Wien, komplet uforståeligt.

Det særeste er, at mit forsikringsselskab aldrig har haft noget at gøre i denne sag, fordi min forsikring er tegnet med en 1000 Euro selvrisko, hvorfor samtlige mindre beløb skal udredes direkte af mig selv, helt uden andres indblanding.

Alligevel modtog jeg i november 2009 en opfordring til "tilbagekøb af parkeringsskaden", fordi forsikringsselskabet havde betalt det erstatningsbeløb, der blev krævet af den ene af de to skadelidtes forsikringsselskab.

Jeg indbetalte derfor, for at undgå at blive rykket ned i bonusklasse, de krævede 83,20 Euro på girokort til - hvem?

Den oprindelige sag fra klokken 16.05 vedrørende en Chrysler Voyager med to børn, der var blevet skræmt fra vid og sans, forsvandt helt fra billedfladen, da man opdagede, at bilen på det tidspunkt blev ført af Frelsens Hærs forretningsfører for Østrig.

I stedet dukkede en VW Touran op, som angiveligt var blevet skadet 25 minutter, efter min bil, ifølge politiets efterforskning, havde forladt parkeringspladsen.

I hvert fald blev den, der havde lånt min bil den 30. maj, af politiet dømt for "Fahrerflucht" pr. klokken 16.05, hvorfor han vanskeligt kan have skadet en anden bil på samme parkeringsplads klokken 16.30.

Det er helt dansk i sit tilsnit, hvorfor jeg slutteligt, på baggrund af den foreliggende sagsdokumentation, kun kan konkludere, at man lokalt har blandet sig i denne bagatel for at illustrere, i sympati med en del danske socialdemokrater (mit forsikringsselskab er det sidste store, der er under "rød ledelse"), at man sandelig også i Østrig er i stand til at rode gevaldigt i det med folks adresser.

På præcis samme måde som altså blandt andre en meget stor dansk bank, Den sociale Sikringsstyrelse og det danske skattevæsen.

Se evt. dette weblogafsnit: http://quousque-tandem.blogspot.com/2009/11/lidt-om-smittespredning.html

Så fik mine "breve fra top-DJØF'en" en ny aktualitet, fordi man fra de danske myndigheders side fastholder, at fristerne for aktindsigt stort set er blevet overholdt i hele den nu 12 år lange socialsag mod mine døtre.

Jeg har selv, hævder man, været for langsom med at forlange dokumentkopierne tilsendt.

Nåja, jeg undrer mig så bare over, hvad det var for "mere end 69 e-mails og et ikke ringe antal breve i perioden fra 3. maj til 5. august 2001", Høje Tåstrup Kommunes chefjurist omtaler som fremsendt af mig i sin skrivelse af 7. august 2001 (den fuldstændige skrivelse kan klikkes via linket lige nedenunder)?

Konvolutten med hans brev var iøvrigt, ret smagløst, forsynet med det påtrykte billede om "Årets Børnekommune 2000".

Se evt. dette weblogafsnit: http://quousque-tandem.blogspot.com/2006/12/hvornr-er-noget-for-gammelt.html


Og her er så de mest læste weblogafsnit i år 2009.

De mere end 580.000 besøg i løbet af 2009 drejede sig især om:

nr .1
November måned 2006 http://quousque-tandem.blogspot.com/2006_11_01_archive.html

nr. 2
Et afsnit fra marts 2008 http://quousque-tandem.blogspot.com/2008/03/et-dansk-pas-fra-14-juni-1999.html

nr. 3
Den afsluttende, dokumenterede klage til Datatilsynet http://quousque-tandem.blogspot.com/2007/02/de-gode-grd-og-de-onde-lnge-leve-hans.html


Og så lidt "Theater Im Wendepunkt", som har betydet meget for Marianne i det forløbne år.

Billedet nedenunder er taget ved den første offentlige optræden på "Volkertmarkt" i 2. Bezirk.

Det vakte ganske megen opmærksomhed hos de tilstedeværende LokalTV-journalister, at de farvestrålende, "gale Gallere" ankom i en Folkevognsbus med navnet "Heilsarmee" i himmelblåt på siderne og det krasrøde "Våbenskjold" med samme navn, anbragt på strategisk iøjenfaldende steder:



Til sidst en tankevækkende artikel fra Jyllandsposten:

http://jp.dk/indland/aar/meninger/article1931811.ece



Jorn%20MeinertzQuantcast
...