...for i år. Det var en meget anderledes og egentlig ret god oplevelse for alle deltagerne, selv om den havde meget lidt med Jul at gøre.Vi kom som gæster i en relativt lille fængselsafdeling, hvor samtlige indsatte dels har begået seksualforbrydelser af forskellig art, dels alle er, som det hedder her i landet, "sjæleligt abnorme".
Fængslets kommandant, der i dette tilfælde er psykiater, indledte med en længere tale, hvori han beskrev de meget store vanskeligheder, såvel indsatte som medarbejdere havde måttet kæmpe med i det seneste år.
Jeg må indrømme, at jeg tabte modet lidt ad gangen, ikke mindst fordi Christina, min yngste datter på nu 16, havde bedt om og fået lov til at komme med i vores Julesangkor.
Vi har for øjeblikket brug for alt og alle med en tone i livet.
Og jeg havde aldrig oplevet andet end god stemning og venlighed i den pågældende fængselsafdeling.
Jeg havde aldrig virkeligt oplevet noget med fangerne, som blot antydede, at de var ret sindssyge og kunne være ret farlige, men på den anden side er udskiftningen i dette fængsel meget stor, fordi det er en slags "slusestation" før folk bliver sendt til deres endelige værested.
Fængselskommandanten, hvis søn har arbejdet som militærnægter i Frelsens Hær, uddybede ikke selv emnet med det "vanskelige år", selv om vi jo kender ham ret godt, netop via hans søn.
Ganske fejlagtigt troede jeg derfor, at det hele havde været meget alvorligt.
Også fordi det store antal medarbejdere, bestående af psykologer, socialarbejdere og ikke-bevæbnede fængselsbetjente, var afløst af en enkelt, kæmpestor og kraftig elitebetjent fra WEGA-korpset i fuldt "battledress" med tilhørende pistol dinglende ved siden.
Det er for det meste WEGA-folkene, der tager sig af nedskydninger og andet besværligt her i Wien - og indrømmet, jeg synes også, de er mere end almindeligt skræmmende.
Jeg stod dennegang på scenen med en lånt guitar, hvis strenge skulle have været skiftet senest på et eller andet tidspunkt omkring min ældste datters fødsel. Jeg smadrede desværre min egen i forbindelse med tiårs-jubilæet på Salztorzentrum i september - ikke på grund af en vild afslutning på vores koncert, men udelukkende fordi jeg skvattede så lang jeg var og faldt pladask ovenpå den.
Min låneguitar i fængslet var så (skide)-falsk, at jeg aldrig har oplevet noget lignende, så jeg turde næsten ikke spille den første akkord, som skulle stå og synge smukt, helt alene, før vores kor satte ind.
Normalt bliver man ved optrædener i de østrigske fængsler forsikret om, at betjentene nok skal danne "drue", så at sige vil beskytte med deres kroppe i tæt formation omkring en, hvis fangerne går amok.
Men eftersom der kun var en enkelt betjent til stede, var det på forhånd udelukket.
Vi sang "Leise rieselt der Schnee" - og det gjorde den faktisk lige uden for vinduerne, i et trøstesløst gråt.
Fangernes begejstring var til at overse, og sådan gik det helt frem til det tidspunkt, hvor vi serverede det medbragte smørrebrød og satte os ned for at snakke med dem.
Før det havde vi alle taget hinanden i hånden og sunget "Stille Nacht", hvilket udløste en del forvirring hos vagten, der normalt ikke har hverken øjen- eller kropskontakt med de indsatte.
Sådan er traditionen her i landet..
Betjenten kiggede sig forvirret omkring, og tog så de to nærmeste fanger i hånden - blev en del af kæden.
Senere viste det sig iøvrigt, at de problemer, der havde været i fængslet, var et resultat af, at man havde måttet afgive en masse erfarne medarbejdere til andre dele af justitsvæsenet - ikke mindst til at foretage det nødvendige i forbindelse med udvisningen af asylanter, hvis ansøgning er blevet endegyldigt afvist.
Vi satte os og talte om alt andet end Jul. Jeg snakkede mest med en, der sidste år havde skrevet tre (gode) julehistorer til brug ved vores besøg.
Og, frem for alt, fandt Christina hurtigt den rigtige tone over for sine samtalepartnere.
Da blev jeg ret stolt.
For Marianne og mig har det længe været rutine at omgås alle de mennesker, andre ikke vil vide af, men at Christina kunne komme udefra og på stående fod begå sig helt uden hverken at provokere eller tale ned til de ramponerede mænd, hun sad ved siden af - det imponerede mig meget.
Rigtig meget.
Så vi talte om ægteskab, børn, hjemstavn, byer og til sidst en smule om venlighed og forståelse for hinanden.
Aldrig har jeg oplevet, at et flere timer langt besøg er gået så hurtigt og hyggeligt, og da vi forlod fængslet stod alle de resterende medarbejdere og fanger for at trykke vores hænder og ønske os en god Jul.
Når de ikke var kommet til festen, skyldtes det, at man havde været nødt til, på grund af underbemandingen, at gennemføre en lang række møder og undersøgelser i det, der ellers burde have været fritid for såvel indsatte som medarbejdere.
Det var en fantastisk dag, i tryghed, men uden sikkkerhedsnet, så at sige.
...
ps.
måske er en af de afgørende forudsætninger for, at mennesker kan få en chance nummer to her i livet, at man glemmer, hvad de har været og har gjort
- sådan apropos de sociale kæmperegistre i Danmark, som blandt andet forhindrer unge, der har gået i "hjælpeklasse", i at etablere sig på arbejdsmarkedet, når de bliver voksne. Måske skulle man alvorligt overveje at undlade at registrere alt, bare fordi de der fantastiske, nye maskiner har kapacitet til det..
...
