I fredags, den 8. januar, fandt sagen om Natascha Kampusch sin endelige afslutning, som et, vil jeg mene, typisk udslag af østrigsk "justitsdiplomati".
Forud for kommissionens endegyldige rapport havde der været et kort intermezzo, som i første omgang var meget chokerende for os udlændinge, idet den ansvarlige for kommissionens arbejde, en pensioneret, fhv. præsident for den østrigske Forfatningsdomstol, Ludwig Adamowitsch, var blevet dømt for injurier mod Natascha Kampuschs mor.
Adamowitsch havde blandt andet udtalt, at "uanset hvad Natascha havde for et liv hos sin kidnapper, var det bedre end det, hun havde oplevet i sit eget hjem".
Han havde medbragt materiale til et "sandhedsbevis" for sin påstand, men blev nægtet mulighed for at fremlægge det.
Han blev simpelt hen kommanderet i "hold kæft-position" af dommeren, og så derefter ikke andre muligheder end at tilstå sine "upassende og krænkende udtalelser" og i konsekvens af dette, med indgåelse af et forlig, at betale halvdelen af de 10.000 Euro, Nataschas mor oprindeligt havde krævet i erstatning.
Ludwig Adamowitschs eneste kommentar bagefter var, at han havde "dummet sig".
Det var sandsynligvis første del af "justitsdiplomatiet": man fik ved dom kvalt alle senere påstande fra journalister, kommisionsmedlemmer og sagkyndige om, hvad der egentlig var i kidnapningssagen.
Kvalt alt det der i første omgang havde ført til, at man overhovedet nedsatte en kommission, med en dom for, at disse påstande var "injurerende" og derfor urigtige og ulovlige at fremsætte.
Anden del af "justitsdiplomatiet" fulgte så med den endelige fremlæggelse af kommissionsrapporten på et stort anlagt pressemøde den 8. januar.
Beretningen afviste alle påstande om, at der havde været flere kidnappere; at der havde eksisteret en "forståelse" mellem Nataschas forældre og kidnapperen o.s.v.
Det eneste, man medgav, var, at politiet havde begået en grov efterforskningsfejl, fordi man havde ignoreret de mange spor, der allerede i 2002 pegede på, at den mand, der senere viste sig at have bortført Natascha, Wolfgang Priklopil, var den skyldige.
I konsekvens af denne indrømmelse, hvor man endda havde indhentet en af de højst respekterede, østrigske kriminalfolk i nyere tid, Ernst Geiger, til at fremsige den for pressen, kan Natascha nu sagsøge Republikken med krav om en stor erstatning.
Den vil hun givetvis få, så hun har mulighed for, ved at bruge denne og de øvrige erstatningsbeløb, at lægge grunden under et ordentligt liv i fremtiden.
Og sandheden?
Tjah, den er, efter østrigsk lovgivning og sædvane, blandt andet fordi den ansvarlige kommissionsformand Ludwig Adamowitsch ikke ankede sin dom for injurier mod Nataschas mor, een gang for alle fastslået og kan ikke ændres - det ville være strafbart at prøve - og hele sagen er hermed støbt langt ned i en nogenlunde sympatisk betonkappe af, dels lovlighed, dels erstatningspenge til offeret - og sagen bliver hermed garanteret "aldrig set siden".
...
