.
Inden jeg går videre med fortsættelsen af nedenstående afsnit "Es war sehr schön", vil jeg kort omtale nogle "konkrete skøn", der i sidste ende udløste den sociale katastrofe, som betød, at vi for mere end 11 år siden var tvunget til at forlade Danmark, kun medbringende det vi selv kunne bære i kufferter og rygsække.
Eksemplerne viser, hvordan lokalpolitikere og embedsmænd i flere tilfælde har lavet skøn med meget omfattende konsekvenser og sidenhen, når de opdagede at grundlaget for deres skøn var uden bund i virkeligheden, har opretholdt skønnet, men skiftet grundlaget ud med andre oplysninger, som var ældre og derfor sværere at moddokumentere for os.
1. skøn fra 6. maj 1998, før vi "reelt" flyttede til Høje Tåstrup Kommune pr. 13. maj 1998: det er nødvendigt med en undersøgelse af børnene, fordi socialforvaltningen har fået oplyst fra "en gammel ven af familien", at børnene lever under "bekymrende forhold".
Da man opdager, at den "gamle ven af familien" udelukkende er blevet brugt som anmelder, fordi hun var "en nærmere bekendt af den daværende, socialdemokratiske byrådsgruppe" og oven i dette havde været invalideret af svær sindssyge i årtier forud for sin "bekymring for børnene", skiftede man, som det fremgår af indstillingen til Børn- og ungeudvalget af 27. august 1998, grundlaget for "det konkrete skøn" ud med:
2. en påstand om, at "børn af sindslidende forældre senere i livet kan få svært ved at sætte grænser", og at en undersøgelse af børnene derfor er påkrævet. I sammenhæng med dette grundlag indrømmer man endog, at det første grundlag var uden hold i virkeligheden, idet man understreger, at "sagen således ikke rejses på grund af henvendelser om, at børnene mistrives."
Vi skyller lige engang.
3. "konkrete skøn" i sagen baserer sig på et papir, der er skrevet i 1985 af en kommuneassistent, som, uden at ane hvad hun lavede, hævder, at jeg lider af en fremadskridende, invaliderende skizofreni, hvilket, i hendes referat, angiveligt fremgår af en "specialistudtalelse fra Montebello fra 1983".
For det første: Der står ikke noget om, at jeg er skizofren.
Denne "specialistudtalelse fra Montebello" er (tydeligvis på kommunal foranledning, fordi pensionerne jo dengang var en statslig udgift og derfor kunne spare en kommune for solide udgifter til revalidering med mere) skrevet af en reservelæge med et års praktisk erfaring i psykiatri, der var ansat på FAC Hillerød. Hun har skrevet "specialisterklæringen" på brevpapir fra Montebello - intet andet.
4. "konkrete skøn": da man opdager, at "specialisterklæringen" ikke er ægte eller på nogen måde dækkende, men at den tværtimod flere gange, siden udstedelsen i 1983, er blevet underkendt af en erfaren psykiater, overlæge Lars Kirk, samt at denne i sin sidste erklæring fra 1989 ikke fandt tegn på sindssygdom overhovedet, sørger de ansvarlige socialrådgivere simpelt hen for, at den erklæring, hvori "frikendelsen" af mig står, og som Høje Tåstrup Kommune selv har indhentet hos vores "familielæge" Steen Petersen, "desværre bortkommer", og først dukker op igen i september 2001 efter anmodning fra Socialrådgiverforeningen.
Helt i samme ånd har kommunen siden da ladet stort set hver eneste stump dokumentation for deres hasarderede sagsbehandling "desværre destruere".
5. "konkrete skøn": da man, efter nederlaget til os i Det sociale Nævn den 29. september 1998, og fremkomsten af en særdeles positiv psykologvurdering af Christina, foretaget få måneder før socialsagen officielt begynder, opdager, at "specialistudtalelsen fra Montebello" er en ren svindel, der er blevet gjort grovere af den kommunale "fejloversættelse" i 1985, sørger man i en fart for, at såvel døgninstitutionen "Bakkehuset" som de amtslige "ekspertpsykologer" fuldstændigt bekræfter iagttagelsen af en række alvorlige skader på børnenes udvikling, der "helt sikkert" har sin baggrund i denne "alvorlige sindssygdom", som ingen andre end Aase Metzsch og Margit Næsby har kunnet få øje på.
Derefter kan man ignorere en hvilken som helst lægeligt korrekt dokumentation.
"Det konkrete skøn" - at børnene skal behandles - kan således i al fremtid opretholdes helt uden forbindelse til virkeligheden, og kommunen kan ikke, i forbindelse med denne gennemforfalskede socialsag, bebrejdes noget som helst.
Hvilket også betyder en betydelig besparelse for Høje Tåstrup Kommune, idet man har kunnet svindle og "desværre destruere" sig uden om alle berettigede erstatningskrav.
Hvilket sidste socialforvaltningen så, som prikken over i'et og helt uden hensyn til børnenes tarv, drager de fulde fordele af i sin vedtagne indstilling til Børn- og ungeudvalget af 19. november 1998, i henhold til hvilken begge børn skal anbringes uden for hjemmet, på henholdsvis døgninstitution og i familiepleje, "foreløbig i et år"
Jeg skal til slut gøre opmærksom på, at baggrunden for mine problemer, i perioden fra oktober 1981 og frem, var opstået i forbindelse med et modbydeligt overfald på min kommunale arbejdsplads "Spiren" i Høje Tåstrup Kommune. Jeg blev dengang efterladt midt i ingenting af socialforvaltningen, der bare lovede, at man ville "sikre" mig på en eller anden måde. På grund af den således kommunalt bestilte, belastende, psykiatriske diagnose, der sidenhen også kom til at fremgå af kommunens egen dokumentation, blev jeg aldrig tilbudt den mindste hjælp til noget som helst. I 1986 fastslår Lars Kirk i samarbejde med en specialist i neuropsykologi, som han dengang delte praksis med, at jeg led af en organisk hjeneskade, som godt kunne have sin baggrund i overfaldet på mig i oktober 1981 - ikke mere, ikke mindre.
Så kan jeg gå videre med fortsættelsen af min egentlige historie.
...
