Mittwoch, 24. März 2010

Om Menneskerettigheder og krænkelser af samme.

.


Fornyligt afsagde Den europæiske Menneskerettighedsdomstol en dom, som betød, at en italiensk mor fik medhold i, at det krucifiks, som hænger i alle italienske skoleklasser, var en krænkelse af hendes skolesøgende søns Menneskerettigheder.

Denne dom vakte selvsagt en del opmærksomhed i Østrig, selv om den er helt uden konsekvenser for os, fordi krucifikserne i de østrigske skoler baserer sig på en politisk aftale mellem Republikken Østrig og Vatikanet, i henhold til hvilken det er muligt at ophænge et "kristent symbol" i alle klasselokaler, i hvilke mere end 50 % af eleverne er medlem af et anerkendt, kristent samfund.

Ens religiøse tilhørsforhold fremgår af samtlige karakteroversigter, man som elev får udleveret, så antallet af børn fra hjem med en anerkendt bekendelse er meget nemt optalt og afgjort.

At dommen også fremkaldte klart udtalte, politiske reaktioner i Danmark var derimod noget af en overraskelse for mig.

Det, som undrer mig mest, er, at alle, der udtaler sig, lader til at have glemt, at Menneskerettighederne i sin tid blev formuleret i et forsøg på at skabe en absolut standard, der ikke var forankret i en eller anden religion, og som derfor kunne have en absolut gyldighed alle steder og til alle tider.

En af de primære kilder var filosoffen Immanuel Kant og hans filosofisk begrundede påstand om, at "mennesket skulle være et mål i sig selv og derfor komplet ukrænkeligt".

At Menneskettighedsdomstolen derfor dømmer imod en bestemt religiøs opfattelse burde være helt selvfølgeligt, men ikke desto mindre lader alle, der har udtalt en mening om denne seneste dom, til at have glemt, at Menneskerettighederne således i selve deres fundament er helt igennem ateistiske og sekulære og derfor med nødvendighed må gå imod en hvilken som helst specifik, religiøs påvirkning.

Desuden har der, lige siden disse rettigheder blev formuleret, raset en strid om, hvorvidt "religionsfrihed" skulle forstås som "frihed til" eller "frihed fra" religiøs påvirkning af enhver art.

En diskussion der fortsat er uafsluttet, men som domstolen hidtil i alle forhold har forstået som "frihed fra".

For år tilbage ville en dansk politiker erklære "uddannelsesmæssig undtagelsestilstand" for at sikre de danske børn og unge et fortsat højt, fagligt niveau.

Denne foranstaltning er tydeligvis forpasset for de politiske kommentatorers vedkommende.

Sic transit Gloria Mundi - dette er en religiøst funderet udtalelse, der ikke alene kan, men også skal læses som samme.

...