.
Langt den største del af vores venner og nærmere bekendte her i Wien er schweiziske statsborgere. Enten født i landet eller i hvert fald med en senere erhvervet indfødsret.
Det har skabt bestyrtelse blandt dem, at man ved en folkeafstemning fornylig fik et flertal af schweizerne til at vedtage et forbud mod bygning af minareter i hele det nationale område, og indtil flere er enige om, at vedtagelsen egentlig beror på den formulering, man havde brugt til afstemningen, og at forslaget dermed er vedtaget imod flertallets ønske.
En af vores venner har blankt indrømmet, at han troede, at det "Nej", han satte kryds ved på Den schweiziske Ambassade, betød, at han havde sagt "Nej" til minareter i sit hjemland.
Først senere opdagede han, at dette "Nej" i virkeligheden var et "Nej" til at ændre den schweiziske forfatning, således at man kunne forbyde muslimmer at bygge minareter ved deres moskeer.
Hans klare "Nej" til minareter, og indirekte "Nej" til Islam, var altså ved nærmere eftersyn et fuldtonet "Ja" til bygning af minareter.
Han er indtil videre den eneste, som har indrømmet, at han støttede forslaget, men flere og flere har opdaget, at de, på grund af formuleringen ved folkeafstemningen, har stemt helt modsat, det de ville, og det de troede.
Lige meget hvad: skaden er sket, og det er mere end usandsynligt, at man i Schweiz vil lave en ny folkeafstemning om emnet, så forbudet kan altså uden videre træde i kraft nu - og anrette så store ødelæggelser i hele verden, at vi slet ikke kan forestille os dem endnu...
...mest fordi de sidste stumper af tillid mellem os og den islamiske verden er ved endegyldigt at gå fløjten.
Den eneste sejrherre i dette forbandede spil er indtil videre Ghadaffi i Libyen, som givetvis gnider sig i hænderne af lykke over endelig engang at have fået skovlen rigtigt under schweizerne og deres land.
Nå ja, og så måske Henrik Nordbrandt, men det tror jeg nu ikke.
...
PS
Netop i dag har det muslimske trossamfund i Østrig oplyst, at de har til hensigt at registrere samtlige trosfæller i landet. Man skønner, der er omkring 400.000, hvilket er 5% af landets befolkning, eller dobbelt så mange som det samlede antal af ikke-katolske kristne.
5% er jo ikke ret mange, når man tænker efter, men det er klart, at de som samlet befolkningsgruppe har ret til at forvente indrømmelser fra flertallet.
5% er iøvrigt cirka samme antal som i Schweiz - og sandsynligvis vil man komme til lignende størrelser i de fleste andre, vesteuropæiske lande.
Det er vel ikke noget at hidse sig op over, men helt klart vil muslimmerne, når de først er begyndt at tælle sig selv, gå ud fra, at de på eget initiativ kan kræve en almindelig, god mindretalsbehandling.
Ellers ville den komplette registrering jo være meningsløs. Det er værd at bemærke, at trossamfundets ledere forventer, at antallet af "praktiserende" muslimmer kun ligger på omkring 16% af det samlede antal "troende".
Selv i kejsertidens Østrig havde man, til trods for såvel kejserens som østrigerne behårde, katolske tro, såvel mullaher som rabbier, der gjorde tjeneste på linie med de kristne feltpræster i Den kejserlige Hær.
Er vores verden røget baglæns eller hvad?
Det var helt sikkert dumt at chikanere de muslimske mindretal til at opgøre deres egen, samfundsmæssige styrke.
Det minaretforbud kommer os alle dyrt at stå.
...