I går var der igen et dødsfald i familien, og selv om vi efterhånden har oplevet temmeligt mange af den slags, er det stadigvæk noget, der chokerer, eller måske rettere lammer.Jeg personligt har vadet i døde venner og bekendte, lige siden jeg var 16. Det er tilmed, som om de dødsfald, jeg nu oplever, er blevet færre og mindre alarmerende, hvilket vel er ulogisk, eftersom jeg med 55 så absolut er kommet i den alder, hvor også min død er en reel, daglig risiko.
Man bliver, Gud være lovet, aldrig immuniseret mod de følelser, undergangen udløser, men måske er vores "dødskultur" også en medvirkende faktor til at opretholde, såvel skrækken for, som sorgen over det uafvendelige.
I tresserne, hvor jeg var meget ung, var det hele meget åndeligt" og selvsagt var vi allesammen overbevist om, at vi ville fortsætte vores eksistens på "et andet plan".
Det var nok samtidig baggrunden for, at så mange levede et hasarderet liv.
Og døde af det.
Senere skulle man så "forholde sig til døden, som en del af livet"!
Jeg mener: Kingo ville have elsket at udtrykke "livets uovervindelige modsætninger" på den måde i en eller anden salme, men hele denne dødsfiksering blev jo udløst, formodentligt med baggrund i psykoanalysens misforståede landvindinger, af en overordnet, nationalistisk pædagogisering af danskerne, der skulle forhindre det amerikanske hykleri med bløde sko og velsiddende, lette ligklæder i at brede sig til vores gamle, "rodfæstede" kultur.
Problemet med at forholde sig til døden som en del af livet er, at formuleringen er så upræcis, at den grænser til det rene vrøvl.
Andre menneskers død er en del af mit liv.
Min personlige død kan aldrig blive det.
I hvert fald ikke hvis man opfatter døden som det punkt, hvor jeg mister ethvert krav på at blive behandlet som levende.
Og det at blive behandlet som levende har man krav på, sålænge man har en slags selvstændig eksistens. Altså også ud over det punkt, hvor jeg modtager livsforlængende terapier, som udelukkende er livsforlængende og ikke eventuelt sigter på en helbredelse eller bare en forbedring af min fysiske og psykiske tilstand.
Når først døden er indtrådt, enten som hjerte- eller hjernedød, har jeg mistet alle rettigheder over for livet.
Så meget er sikkert, men at gøre min personlige afslutning til en del af mit personlige liv er forvrøvlet, for, som allerede Sokrates gjorde opmærksom på med følgende påstand, "når livet er der, er døden der ikke. Når døden er der, er jeg der ikke".
Jeg er ret sikker på, at den bølge, hvor vi alle skulle lære at forholde os til døden som noget helt naturligt, er skyld i rigtig mange angstneuroser og nervøse sammenbrud, for: hvordan pokker kan man forholde sig til den endegyldige, personlige udslettelse?
Og ligner det vi føler ved en nærtståendes død, ikke mest af alt det savn vi oplever, når vi af en eller anden grund her i livet bliver skilt endegyldigt fra et elsket menneske?
Dybest set har mennesket vel altid opfattet døden som en uretfærdighed af dimensioner, dels fordi vi kun oplever den gennem andre mennesker, dels fordi man ikke kan have en opfattelse af noget "ingenting", der står og venter på een - et eller andet sted i tiden.
Derfor har mennesket så også altid gjort sig forestillinger om en videre eksistens - et eller andet sted i universet.
Jeg tilhører selv et trossamfund, der har et liv efter døden som en af sine grundsætninger, og jeg tvivler ikke på sandheden i denne forudsætning, men jeg kan ikke vide noget som helst om noget, der ligger hinsides livet her på Jorden.
Jeg har aldrig været der og kan derfor heller ikke bruge de mange visioner desangående til at gøre min personlige død til en del af mit liv.
Jeg kan kun bruge det til at se andre menneskers død i den sammenhæng.
Og det er vel egentlig godt nok.
Den mest forfærdelige dødskultur, jeg kan forestille mig, er den, hvor døden ikke engang bliver registreret og ikke længere får de overlevende til at filosofere over meningen med det hele.
...
